Undtagelseshåndtering

Undtagelseshåndtering er en mekanisme i programmeringssprog, der giver mulighed for at opdage og håndtere uventede hændelser, der opstår under programudførelse. Formålet er at adskille den normale programlogik fra fejlbehandling og at sikre, at et program kan reagere kontrolleret på fejltilstande i stedet for at fejle uforklarligt eller afbryde kørende processer.

Grundlæggende principper omfatter, at en fejl kastes som en undtagelse og derefter fanges i en eller flere blokke (catch). Endeligt arbejde (finally) udføres ofte for oprydning uanset om der opstod en undtagelse. Mange sprog giver også ressourcestyring, som automatisk lukker filer eller netværksforbindelser, når blokken afsluttes.

Model og terminologi varierer mellem sprog. Java og C# benytter try-catch-finally; Python bruger try-except-finally; C++ benytter undtagelser sammen med RAII-principper. Nogle sprog har kontrollerede (checked) undtagelser, der skal erklæres eller håndteres, mens andre ikke har det krav. Dette påvirker hvor eksplicit fejlhåndtering betragtes i koden.

Fordele ved undtagelseshåndtering inkluderer bedre adskillelse af fejlbehandling fra normal logik og mulighed for at nedarve og centralisere fejlhåndtering. Ulemper omfatter potentiel ydeevneomkostning ved hyppige undtagelser og risiko for, at undtagelser fanges for bredt og skjuler problemer. God praksis er at fange specifikke undtagelser og undgå generelle undtagelser.

Bedste praksis omfatter klar definition af undtagelsestyper, upræcis dokumentation af fejlscenarier, logning af relevante oplysninger, og brug af ressourcestyring til konsekvent oprydning. I applikationsdesign kan undtagelser supplere eller erstatte fejlkoder i returnering.