Udfaldsindikatorer

Udfaldsindikatorer er finansielle risikomål, der kvantificerer nedadrettede bevægelser i en aktie, en portefølje eller en investeringsstrategi ved at måle faldet fra en tidligere højeste værdi til en lavere værdi inden for en given periode. Den mest kendte type er maksimal udfald, ofte kaldet maximum drawdown (MDD). MDD beregnes som forskellen mellem en peak og den efterfølgende laveste værdi i perioden, udtrykt som en procentdel af peaket. Med andre ord: MDD = (Peak − Trough) / Peak.

Ud over MDD findes andre dimensioner af udfald, såsom dybde og varighed. Udfaldsdybde refererer til den største nedgangsprocent, mens udfaldets varighed måler hvor lang tid prisen eller værdien forbliver under den tidligere peak. Avancerede mål som Ulcer-indekset vægter både dybde og varighed for at få et mere stabilt billede af risiko. Calmar-ratioen kombinerer langsigtet afkast med maksimal udfald og giver et mål for risikojusteret afkast.

Anvendelse og betydning: Udfaldsindikatorer bruges i risikoanalyse, backtesting og porteføljestyring til at evaluere tabspotentiale og til at sammenligne forskellige strategier. De giver et simpelt mål for, hvor meget der kunne være tabt fra en top over bestemte perioder og underliggende risikoniveauer.

Begrænsninger: Udfaldsindikatorer er afhængige af valgt tidsramme og pris-/udbyttebehandling; de fanger ikke sandsynligheden for fremtidige tab eller tab uden for den analyserede periode og kan være følsomme over for datafrekvens og markedsstruktur.