Substansretfærdighed

Substansretfærdighed, eller substantiel retfærdighed, er et begreb inden for retsteori, der fokuserer på lovgivningens indhold og på de faktiske udfald af retlige beslutninger. Det står i kontrast til formal eller procesretfærdighed, som primært handler om, at regler og procedurer følges korrekt. Substansretfærdighed søger derfor, at resultatet af lovgivningen er rimeligt og respekterer grundlæggende rettigheder og behov for retfærdig fordeling af goder og byrder.

Forskningen inddrager ideer om distributiv retfærdighed og social retfærdighed. Filosoffer som John Rawls har argumenteret for principper, der supplerer lighed i muligheder og en særlig beskyttelse af de dårligt stillede for at opnå retfærdige udfald. Ideen er ikke kun at beskytte rettigheder, men også at sikre, at lovgivningen skaber rimelige og moralsk acceptable konsekvenser for samfundet som helhed.

I praksis bruges substansretfærdighed ofte i vurderingen af, hvorvidt love og regler ikke blot er korrekt implementerede, men også rimelige i deres konsekvenser. Eksempler omfatter skatteforhold, sociale ydelser og erstatningsret, hvor fordelinger og beskyttelse af grundlæggende rettigheder vægtes.

Kritik fokuserer på definitionen af, hvad der er rimeligt, og risikoen for at legitimere ulighed gennem ønskelige udfald. Desuden kan måling og sammenligning af rimelighed være subjektiv og politisk præget. Alligevel spiller substansretfærdighed en væsentlig rolle i debatter om retfærdighed i lovgivningen og i fordelingen af samfundets goder.