Refraktærperioder

Refraktærperioder er de tidsrum efter et aktionspotential, hvor excitabiliteten i en nervecelle eller muskelcelle er midlertidigt nedsat eller helt fraværende. I denne periode kan en ny depolarisering normalt ikke udløse et nyt aktionspotential, eller kun under særlige forhold. Refraktærperioderne hjælper med at sikre retning af impulser og forhindre tilbageslag i nervesystemet og hjertemuskulaturen.

Der findes to hovedtyper: den absolutte refraktærperiode og den relative refraktærperiode. Den absolutte periode varer fra begyndelsen af depolarisationen og gennem hele inaktivering af Na+ kanaler, så intet stimulus kan udløse et nyt aktionspotential. Den relative refraktærperiode følger under repolarisationen og hyperpolarisationen; nogle Na+ kanaler er genaktiverede, men membranpotentialet er ikke helt hvilende, så det kræves et stærkere stimulus for at udløse et nyt potentiale.

Varigheden varierer mellem væv. I neuroner varer den absolutte periode kun nogle få millisekunder; i hjertemuskulaturen kan den relative og absolute refraktærperiode være længere og udgøre en betydelig del af hjertecyklussen. Denne lange refraktærperiode i hjertet bidrager til at forhindre re-entry, hvilket reducerer risikoen for visse former for arytmi og hjælper med at opretholde en stabil rytme.

Mekanismerne involverer ionkanaler og membranpotentialet: Na+ kanalerne inaktiveres i den absolutte periode, mens K+ udstrømning og i nogle væv Ca2+-strøm bidrager til den efterfølgende relative refraktærperiode. Faktorer som ionbalancer, neurohormonal stimulation og lægemidler kan påvirke længden af refraktærperioderne og dermed vævets excitabilitet.