Radiopacitet

Radiopacitet er en egenskab ved et materiale, der gør det i stand til at afbøde eller attenuere røntgenstråler betydeligt, hvilket får materialet til at fremstå lyst eller hvidt på et røntgenbillede. Omvendt kaldes materialer radiolucente, hvis de tillader røntgenstråler at passere lettere og derfor fremstår mørkere. Radiopacitet bruges således til at skelne forskellige væv og strukturer i radiologiske undersøgelser.

Faktorer som atomnummeret (Z), tæthed og tykkelse bestemmer radiopaciteten. Materialer med høj densitet og højt Z absorberer flere stråler og fremstår mere radiopaque. Tilsætninger som bariumsulfat, iodforbindelser eller tungsten øger kunstigt radiopacitet for at forbedre synlighed i billeddannelse. I klinisk praksis anvendes kontrastmidler med høj radiopacitet, for eksempel iodholdige opløsninger og bariumsuspensioner, til at afgrænse organer og væv.

Typiske radiopake strukturer omfatter knogle, tandtænder og metalimplantater, mens bløde væv som muskler og viscera normalt er radiolucente. Røntgen og computertomografi (CT) vurderer radiopacitet i forhold til omkringliggende væv, og i CT måles densitet i Hounsfield-enheder (HU). Radiopacitet er derfor en central faktor i diagnostik og planlægning af behandling, men kan også give artefakter eller skjule underliggende forhold ved meget høj tæthed.