Overfladebelægninger

Overfladebelægninger er tynde film, der aflejres på en overflade med henblik på beskyttelse, dekoration eller ændring af funktionelle egenskaber. Belægningerne fungerer som et adskillelses- eller beskyttelseslag mellem underlaget og omverdenen og kan have tykkelser fra nogle få mikrometer til flere hundrede mikrometer, afhængigt af anvendelsen.

Materialer og typer omfatter organiske polymerer som epoxy, polyurethan og akryl, uorganiske materialer som keramiske belægninger og silikater, metalliske belægninger som zink, nikkel og krom, samt komposit- og nanokompositbelægninger. Funktionelle belægninger kan tilbyde korrosionsbeskyttelse, slidstyrke, varme- og elektrisk isolering, chemical resistance, eller vand- og UV-afvisning.

Anvendelsesområderne spænder bredt: bil- og transportsektoren, marine og offshore, byggeri og infrastruktur, maskin- og energisektoren, samt elektronik og møbler. Påføringsteknikker omfatter sprøjtning, pensling, dypning, elektroforetisk aflejring (ED) og termisk sprøjtning samt kemiske eller fysiske depositionsteknikker som PVD/CVD.

Vigtige egenskaber ved en belægning omfatter adhæsion til underlaget, tykkelse, tæthed, slidstyrke, kemikalieresistens og vejrbestandighed. Faglige tests vurderer ofte adhæsion (ofte via stikprøver), filmhomogenitet, korROSIONsmodstand (f.eks. salt- og fugtighedstest) og slid- eller brudstyrke.

Miljø og sikkerhed spiller en rolle, især valg mellem opløsningsmiddelbaserede og vandbaserede systemer, VOC-indhold og udsættelse for støv og farlige stoffer under påføring og hærdning. Standarder og vejledninger fra ISO og andre organer styrer kvalitet og sikkerhed i belægningsprocesser.