Legemsoverflader

Legemsoverflader refererer til kroppens ydre grænse og den foring, der beklæder indre hulrum og organer, som kommunikerer med omverdenen. Hovedparten udgøres af huden, men overfladerne omfatter også mukøse (slimhinde) overflader i luftvejene, fordøjelseskanalen, urinvejene og kønsorganerne samt overfladen af øjet, herunder cornea. Disse overflader består af epitelvæv og underliggende bindevæv og varierer i tykkelse, tæthed og funktion alt efter lokalisation.

Struktur og funktioner varierer mellem forskellige legemsoverflader. Hudens epidermis består af flerlaget forhornet epitel, dermis af tæt bindevæv og en underliggende subkutant lag (hypodermis). Slimhinderne består af forskellige epiteltyper, ofte med de slimproducerende gobletceller og underliggende bindevæv. Overfladernes vigtigste funktioner er beskyttelse mod mekanisk skade og infektion, opretholdelse af fugt- og vandbalance, sekretion og immunforsvar samt sansefunktioner og temperaturregulering. Nogle overflader har specialfunktioner; for eksempel øjets overflade stiller særlige krav til tårefilm og endotel i cornea; luftvejene har ciliefunktion og slimproduktion, der fanger partikler; fordøjelseskanalens overflade er tilpasset absorption og beskyttelse.

Variationer i permeabilitet gør legemsoverflader relevante i klinikken og farmakologien. Hudens gennemtrængelighed er lav for mange stoffer, men visse lægemidler kan administreres transdermalt, mens mucøse overflader ofte accepterer hurtigere absorption. Kompetente overflader spiller også en central rolle i mikrobiell flora og immunrespons. Normale tilstande som eksem, atopisk dermatitis, xerostomi og slimhindesår kan forstyrre funktion og integritet.