Komorbiditetsindekser

Komorbiditetsindekser er statistiske værktøjer, der kvantificerer den samlede sygdomsbyrde hos en patient ved at identificere og veje tilstedeværelsen af komorbide lidelser i forhold til et klinisk udfall eller en risiko. Indekserne tildeler hvert forhold en vægt, og de vægtede tilstande summeres til en samlet score. Formålet er at reducere konfundering og forbedre prognose- og ressourceanvendelsesvurderinger i forskning, klinisk praksis og sundhedsplanlægning.

De mest anvendte komorbiditetsindekser er Charlson comorbidity index (CCI) og Elixhauser-indekset. CCI, udviklet i 1987, omfatter et antal kroniske tilstande, hver med en vægt, som giver en samlet score for et patientforløb. Elixhauser-indekset (1998) inkluderer flere tilstande og bruges ofte som et sæt af variabler; i praksis beregnes der ofte en samlet vægt eller en kombination af indikatorer til risikovurdering og prognose.

Indekserne beregnes normalt ud fra patientens diagnoser registreret i hospitaler eller administrative data, kodet i ICD-9-CM eller ICD-10. Look-back-perioden (f.eks. 1 år eller mere) bestemmer hvilke tilstande der tæller som komorbide forhold. Afhængigt af kontekst kan indekserne bruges til at justere risiko i epidemiologiske studier, til at forudsige dødelighed, komplikationer eller ressourceforbrug samt til klinisk beslutningsstøtte.

Begrænsninger omfatter, at de ikke nødvendigvis afspejler sygdommens aktuelle sværhedsgrad eller funktionel status, at kodningspraksis og datadækning påvirker resultaterne, og at de ofte ikke er valideret for alle populationsgrupper og alle kliniske udfald. Derfor bør udvalg og tolkning af komorbiditetsindekser foregå med kontekstspecifik validering og supplerende kliniske oplysninger.