Højhastighedslinks

Højhastighedslinks er en betegnelse for netværksforbindelser, der kan overføre store mængder data hurtigt og med lav latenstid. Begrebet anvendes som et ikke-standardspecifikt udtryk i branchen for at indikere forbindelser med høj kapacitet, ofte mellem datacentre, mellem internetudbydere eller som dele af backbone-netværk. Højhastighedslinks sættes typisk i kontrast til mere begrænsede eller billigere forbindelser og fokuserer på throughput og pålidelighed.

Teknologier og hastigheder omfatter primært fiberoptiske løsninger, ofte drevet af DWDM (dense wavelength-division multiplexing) og coherent transmission, som muliggør transmission af mange bølgelængder samtidig på samme fiber. Transceiver-teknikker og optiske moduler gør det muligt at nå hastigheder som 10 Gbps, 40 Gbps, 100 Gbps og videre til 400 Gbps og 800 Gbps på eksisterende infrastrukturer. Højhastighedslinks kan være leased lines, mørk fiber eller mellemlederforbindelser i datacentre og mellem havne for globale netværk.

Implementering kræver planlægning af lav latenstid, høj båndbredde, redundans og pålidelighed, ofte med rute-diversitet og SLA’er. Infrastruktur, installation, energiforbrug og omkostninger spiller en central rolle, ligesom drift og overvågning af tilgængelighed og fejl.

Standarder og praksisser omfatter optiske standarder som DWDM-grid og tilpasninger for optiske transceivere samt netværksprotokoller som IP/MPLS og segment routing, der bruges til at styre og optimere datapakker gennem meget hurtige links.

Fremtiden for højhastighedslinks præges af øget efterspørgsel fra cloud, AI og video-streaming, udrulning af 400G/800G, åbne optiske netværk og disaggregated løsninger, samtidig med fokus på sikkerhed og overvågning.