Hepariniserede

Hepariniserede beskriver tilstanden eller processen, hvor heparin tilsættes for at forhindre blodkoagulation i blod, prøver eller medicinske kredsløb. Heparin er et antikoagulerende middel, der virker ved at forstærke antithrombin III, hvilket hæmmer thrombin og faktor Xa. Der findes både unfractionated heparin (UFH) og lavmolekylært heparin (LMWH), og valget påvirker dosis og overvågning.

Anvendelser i klinik og laboratorium varierer. I laboratorier bruges heparin i blodprøvetagningsrør til nogle analyser og til blodgasanalyser, hvor koagulationsaktivering skal undgås. Ved behandlinger og i patientforløb bruges heparin til at forhindre koagulation i intravenøse kanyler og i blodvarende systemer. Ekstracorporelle kredsløb som cardiopulmonal bypass og hæmodialyse kræver systematisk heparinisering for at holde blodet flydende gennem maskinen.

Doser og overvågning tilpasses individuelt. Dosis afhænger af typen af heparin og patientens tilstand, og justeres ofte eftermålingsresultater som aPTT (activated partial thromboplastin time) eller anti‑Xa-niveauer for at opnå tilstrækkelig antikoagulation uden uacceptable blødningsrisici. Regional eller systemisk tilførsel kan anvendes afhængigt af proceduren og risiko.

Risici ved heparinisering omfatter øget blødningsrisiko og heparininduceret trombocytopeni (HIT). Risikoen varierer med patienten og typen af heparin. Lægemiddelalternativer og tilgange findes, herunder LMWH til visse indikationer, regional citrate-antikoagulation ved dialyse og ikke-heparin-antikoagulantia i HIT-tilfælde. Nogle apparater anvender heparinbelagte overflader for at reducere behovet for systemisk heparin.