Gramfarvning

Gramfarvning er en af de mest udbredte differentialfarvninger i klinisk mikrobiologi. Teknikken anvendes til at klassificere bakterier ud fra deres cellevæg og til at give en hurtig indikation af, hvilken gram-reaktion en prøve har. Den understøtter dermed videre identifikation og valg af behandling.

Metoden består af en række trin i bestemte reagenskaskader. Først fikseres prøven på en krog eller glas. Dernæst påføres krystalviolet for farvning, hvorefter jod tilsættes som mordant for at danne et fælles kompleks med krystalviolet i cellevæggen. Efter et kort tidsrum fjernes farven med et alkoholdestruktiv middel (etanol eller acetone). Til sidst påføres en safranin- eller he det kontrastfarvning, så de bakterier, der mister den oprindelige farve, får en let rødt eller lyserødt skær.

Princippet ligger i forskelle i cellevægstrukturen. Gram-positive bakterier har en tyk peptidoglykan-kappe, som fastholder krystalviolet-iodid-komplekset under afrensning og fremtræder derfor purpur. Gram-negative bakterier har en tynd peptidoglykanlag og en ydre membran, som gør dem mere tilbøjelige til at miste farven under alkoholen og derfor bliver de røde eller lyserøde efter kontrastfarvningen.

Resultatet bruges til hurtigt at vurdere bakteriens type og morfologi. Klassiske begrænsninger inkluderer, at ældre kulturer, bakterier med varierende cellevæg eller visse slægter ikke giver klare resultater, og at Gram-reaktionen ikke identificerer art eller funktion fuldstændigt.

Gramfarvningen blev introduceret af den danske bakteriolog Hans Christian Gram i 1884 og er stadig grundlaget for mange induktive identifikationsprocedurer i laboratorier verden over.