Frigivelseshastigheden

Frigivelseshastigheden er hastigheden, hvormed et stof frigives fra en doseringsform eller et system til omgivelserne. I farmakologi og farmaceutisk teknologi er det en central parameter for kontrolleret frigivelse og bruges bredt i udviklingen af tabletter, kapsler, geler, film og implantater samt i miljø- og forbrugerrelaterede teknologier, hvor en præcis frigivelse er ønsket.

Måleenhederne for frigivelseshastigheden kan være mg/time, procent af det samlede indhold pr. tidsenhed eller mg/cm² per time, afhængigt af system og målemetode. I praksis beskrives frigivelsen ofte gennem kinetiske modeller såsom nulordning (konstant mængde pr. tid), førsteordning (afhængig af koncentration), Higuchi-modellen (diffusionskontrolleret i en matrix) og Korsmeyer–Peppas (empirisk model til forskellige mekanismer). In vitro test som dissolutionstest giver estimater af frigivelseshastigheden og understøtter iviv-korrelationsarbejde.

Faktorer, der påvirker frigivelseshastigheden, inkluderer formuleringens matrix og polymerers egenskaber, stofets opløselighed og diffusionsegenskaber, partikelstørrelse og porøsitet, samt systemets geometri og overfladeareal. Mekanismer som diffusion, erosion og svulmning kan være dominerende, og miljøforhold som pH, temperatur og opløsningsmedium kan ændre hastigheden. Ændringer i disse parametre bruges til at designe ønskede frigivelsesprofiler.

Betydning og anvendelse: En kontrolleret frigivelseshastighed muliggør terapeutisk koncentration over tid og minimerer peak- og trough-variationer, hvilket er centralt for sikkerhed og effekt. Den bruges i farmaceutisk udvikling til at optimere dosering og kvalitetssikring, og i nogle tilfælde til reguleringsdokumentation og in vitro–in vivo-korrelationsprojekter (IVIVC).