Frankfurtskolen

Frankfurtskolen, også kendt som Frankfurter Schule, er en betegnelse for en gren af socialteori og kritisk teori, der er forbundet med Instituttet for Sozialforschung ved Goethe-Universität Frankfurt am Main. Instituttet blev grundlagt i 1923 gennem støtte fra filantropen Felix Weil og andre bidragydere, og den tidlige ledelse omfattede Carl Grünberg. Efter nazismens magtovertagelse blev instituttet flyttet til USA i 1930’erne, hvor det arbejdede i eksil under ledelse af Theodor W. Adorno og Max Horkheimer. Efterkrigstiden førte til hjemkomsten til Tyskland og videre udvikling af forskningen.

Kernen i Frankfurtskolen er den kritiske teori, som søger at forstå og forandre samfundsmæssige magtstrukturer. Medlemmerne kombinerede elementer fra marxistisk analyse, sociologi, filosofi og psykologi og udviklede en proceduralt tværfaglig tilgang til kultur, medier og politik. Udover Adorno og Horkheimer omfattede gruppen tænkere som Erich Fromm og Herbert Marcuse; senere forbindelser knyttedes til Jürgen Habermas og andre forskere.

Bærende begreber i skolens arbejde inkluderer kulturs industri-teorien, der kritiserer massemediernes rolle i standardisering og passivisering af offentligheden, samt Dialektik der Aufklärung og ikke-positiv dialektik. Ifølge skolens analytikere er rationalitet og demokrati truet af instrumentelt rationalitet og kapitalistiske magtstrukturer, hvilket kræver modstand og emancipation gennem kritisk forståelse og historisk forandring.

Arven efter Frankfurtskolen har haft stor indflydelse på sociologi, politisk teori og kulturel kritik. Dens modstand mod ensidige teorier af kapitalisme og massekultur har formet studier af kultur, medier og samfundsforandring i efterkrigstiden og frem.