Forældelsesfristen

Forældelsesfristen, eller preskriptionsfristen, er den tidsbegrænsning, der sætter en grænse for, hvornår et krav kan rejses eller håndhæves i domstolene. Den danske forældelseslovgivning fastlægger reglerne for, hvor længe en krænkelse, erstatningskrav, kontraktlige krav og visse andre forhold kan kræves, før retten til at føre sagen bortfalder. Forældelsesfristen gælder primært civile krav, men der findes også bestemmelser, der omhandler visse strafferetlige forhold.

Den generelle forældelsesfrist for civile krav er normalt tre år. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor kravet kunne kræves eller hvor den, der har krav på betaling eller erstatning, blev eller burde blive opmærksom på forholdet og ansvarlig. Der findes dog undtagelser og særlige regler afhængigt af kravets art, fx erstatning ved personskade, kontraktlige krav og andre specifikke situationer. Det betyder, at nogle krav har længere eller kortere løbetid end tre år.

Fristen kan afbrydes eller suspenderes under visse omstændigheder. Typiske afbrydelser omfatter, at skyldneren erkender gælden skriftligt, eller at der anlægges retssag eller gennemføres anden form for forhandling om krævet beløb. Når fristen afbrydes, starter en ny forældelsesfrist for det pågældende krav. Derudover kan særlige regler gælde for mindreårige, handikappede eller andre sårbare parter, eller i særlige situationer som tvistigheder eller offentlig retlige krav.

I praksis betyder forældelsesfristen, at en retssag ikke kan bringes, hvis fristen er udløbet uden afbrydelse, hvilket i store træk beskytter parter mod ufrivillige og uoverskuelige kravforhold over tid.