Forforstærkere

Forforstærkere er elektroniske enheder hvis primære formål er at forstærke svage lydsignaler til et niveau, der kan behandles videre i et lydsystem. De leverer ikke høj effekt til højttalere, som effektforstærkere gør; i stedet øger de signalniveauet, giver impedansmatching og reducerer støj. Mange forforstærkere har også tonekontrol eller equalization. En vigtig specialisering er phono-forstærkeren, som tilpasser signalet fra en pladespiller og anvender RIAA-ekvalisering for korrekt vinyllyd.

Der findes forskellige typer: mikrofonforforstærkere, pladeforstærkere (phono), instrumentforforstærkere og line-forforstærkere. De kan være separate enheder eller indbygget i lydinterfaces, mixere eller forstærkerkæder. Phono-forstærkere kræver RIAA-kurve. Mikrofonforforstærkere leverer højere gain og kan have phantom power (48 V) til kondensatormikrofoner. Instrument- og line-forforstærkere er optimeret til direkte tilslutning af instrumenter eller linekilder og tilbyder ofte balancerede udgange.

Valget af forforstærker afhænger af gain-behov, input-impedans, støjniveau og dynamisk område samt tilslutninger. Teknologi kan være rørbaseret eller solid-state; rørforstærkere opfattes ofte som varmere i klangen, mens solid-state generelt giver lavere støj og mere neutral gengivelse. Vigtige parametre inkluderer signal-til-støj-forhold og forvrængning samt graden af impedansmatching.

Historisk opstod forforstærkere i begyndelsen af lydteknikken for at forstærke mikrofoner og pladespillere. Phono-forforstærkere blev standard i hi-fi-sammenhæng i midten af det 20. århundrede, og i dag er forforstærkere ofte integreret i lydinterfaces, miksere og multikanalforstærkere.