Flydning

Flydning refererer til tilstanden hvor et legeme flyder i en væske eller i en gas. Den grundlæggende kraft bag er opdriften, som virker opad og modsvarer legemets vægt. Ifølge Archimedes’ princip er opdriftskraften lig vægten af den fortrængte væske. Hvis legemets gennemsnitsdensitet er lavere end væskens densitet, vil det flyde. For et legeme med volumen V og densitet ρ_obj i en væske med densitet ρ_f gælder, at den fortrængte volumen er V_sub = (ρ_obj / ρ_f) * V, og opdriftskraften er F_b = ρ_f * g * V_sub. Legemets egenvægt er W = ρ_obj * g * V. Når ρ_obj < ρ_f, sejler en del af legemet under overfladen, og det når balance ved en delvis nedsænkning. Hvis ρ_obj = ρ_f, er legemet neutralt opdrift og kan forblive i en given dybde uden at synke eller stige. Der er også tilfælde hvor overfladespændingen gør, at små objekter kan ligge på overfladen uden at fortrænge betydeligt volumen.

Stabilitet og anvendelser: For flydende legemer spiller placeringen af tyngdepunktet og opdriftspunktet en rolle for stabilitet, hvilket er særligt vigtigt for skibe og ubåde. Design kan inkludere ballast og form for at opnå ønsket opdrift og stabilitet. Brugen af flydning findes i fartøjer som både, redningsudstyr og måleudstyr samt i eksperimentelle og tekniske sammenhænge, hvor kontrollen af flydeegenskaber er central.