Engangsudgift

Engangsudgift er en udgift, der kun opstår én gang eller sjældent, og som ikke er en del af de løbende driftsomkostninger. Begrebet bruges især i regnskab og budgetlægning for at adskille engangsudgifter fra regelmæssige udgifter, der gentager sig månedligt eller årligt. Engangsudgifter kan være knyttet til investeringer, etablering eller større enkeltstående anskaffelser.

Eksempler på engangsudgifter inkluderer køb af udstyr eller maskiner, installations- og opsætningsomkostninger, upfrontbetaling for licenser eller abonnementer, advokat- og konsulenthonorarer i forbindelse med opstart af projekt eller virksomhed, flytteomkostninger, køb og klargøring af inventar samt større renoveringer eller moderniseringer. I privatøkonomi kan også større indkøb som bil eller boligrenoveringer udgøre engangsudgifter.

Regnskabsmæssigt kan engangsudgifter enten aktiveres og afskrives over levetiden for at fordeleomkostningen over tid (kapitaludgift), eller bogføres som en omkostning i den periode, udgiften påhviler, hvis den ikke giver længerevarende værdi. Beskatning og klassificering afhænger af landets regler og konteksten (for eksempel opstarts- eller etableringsomkostninger kan have særlige afskrivnings- eller fradragsregler).

Planlægning af engangsudgifter kræver ofte særskilt budgettering og risikovurdering. Ved større investeringer bør der opstilles en ROI- eller payback-ramme og fastlægges godkendelsesprocesser for at sikre, at udgiften står i forhold til forventet nytte og finansiel bæredygtighed.