Egenvægt

Egenvægt, også kaldet egenlast, betegner den permanente vægt af en konstruktion eller et element, som stammer fra dets egen masse og udøver en nedadrettet gravitationskraft. Den omfatter vægten af bærende og ikke-bærende elementer som bjælkekonstruktioner, gulve, vægge, tag, fastmonterede installationer samt finish og fast inventar. Egenvægt adskiller sig fra levende belastninger og miljøpåvirkninger og betegnes normalt som en dødelast i bygningsberegninger.

Beregningsprincip: For et homogent element med tværsnitsareal A og densitet ρ er vægten per længde w = ρ g A, hvor g er gravitationsaccelerationen. For en flade eller et gulv med tykkelse t gives vægten per areal q = ρ g t. Den samlede egenlast er summen af alle komponenters vægte. Typiske materialedata: beton har tæthed omkring 2,4 t/m³, hvilket giver vægtdensitet γ ≈ 23,5 kN/m³; et 0,20 m tykt dæklag giver q ≈ 4,7 kN/m². Murværk og letbeton har lavere tæthed; stål har høj tæthed (ca. 7,85 t/m³).

Anvendelse: Egenvægt er en fast, permanent belastning i bygningsdesign og kombineres ofte med øvrige belastninger i dimensionering af bæresystemer. I Eurocode 1 angives metoder til fastsættelse af egenlast og dens effekter på bæreevnen, samt hensyntagen til langtidspåvirkninger og temperatur. Ingeniører anvender disse værdier til dimensionering af bjælkefelter, søjler, gulve og andre bærende elementer for at sikre sikkerhed og funktion gennem konstruktionens levetid.