Dødzonen

Dødzonen, også kaldet dødzonen, er et begreb inden for højdesport og høj-altitude medicin, der beskriver de højder, hvor iltindholdet i luften er så lavt, at kroppen ikke kan opretholde normale livsfunktioner i længere tid uden særligt udstyr og begrænsede eksponeringer. Grænsen sættes ofte omkring 8.000 meter over havet (ca. 26.000 fod), men den præcise grænse er ikke fastsat og varierer med individuelle forhold og vejr.

Ved disse højder er barometertrykket og iltudnyttelsen så lave, at kroppen ikke kan akklimatisere sig permanent. Langvarig eksponering i dødzonen øger risikoen for alvorlig hypoxi og livstruende tilstande som højdesyge, HAPE og HACE. Kulde, træthed og dårligt vejr øger også risikoen for skader eller dødelige hændelser. Udviklingen af symptomer kan være hurtig, og konsekvenserne kan være alvorlige, hvis ekspeditionen ikke reagerer rettidigt.

Klatrere passerer ofte dødzonen under ekspeditioner til verdens højeste bjerge, såsom Everest og andre 8.000-meter-toppe. Mange bruger supplerende ilt og planlægger opstigning og nedstigning nøje for at begrænse tiden i området. Behandlingen og forebyggelsen af problemer i dødzonen kræver erfaren beslutningstagning og omhyggelig logistisk planlægning.

Historisk er udtrykket udbredt i mountaineering og høj-altitude medicin siden midten af det 20. århundrede. Det beskriver en farlig højdelandskabet, men er ikke en officiel fysiologisk grænse; den afspejler i stedet de ekstreme forhold og risici, der kan påvirke mennesker i de højeste højder.