Bevisbedømmelse

**Bevisbedømmelse** er en juridisk og retssociologisk proces, hvor en dommer eller en rettslig myndighed vurdere, om der er tilstrækkelig beviser til at fastslå en sag som sand eller ude. Begrebet bruges primært inden for strafferet og borgerlig ret, hvor det handler om at afgøre, om de fremlagte beviser er overbevisende nok til at danne grundlag for en dom.

I dansk retssystem er bevisbedømmelsen en afgørende del af rettergangens princip om *fri bevisvurdering*. Dette betyder, at dommeren selv afgør, hvilke beviser der er væsentlige og hvordan de skal vægtes. Dommeren kan tage hensyn til vidneudsagn, dokumenter, ekspertudtalelser, videnskabelige undersøgelser og andre relevante oplysninger. Der er ingen strenge regler for, hvordan beviserne skal fremføres, men de skal være troværdige og relevante for sagen.

Bevisbedømmelsen sker ofte i et samspil mellem dommeren og parterne, hvor advokaterne præsenterer deres argumenter og beviser. Dommeren har dog den endelige beslutningsmyndighed og skal vurdere bevisernes troværdighed og sammenhæng med den påståede hændelse. I visse tilfælde, som i straffesager, gælder der en højere bevisbyrde, hvor mistanken skal være så stærk, at der ikke er rimelig tvivl om skylden (*rimelighedsreglen*).

Bevisbedømmelse er afhængig af dommerens faglige vurdering og forståelse af retssystemet. Den skal være objektiv og baseret på de fremlagte oplysninger, men kan også påvirkes af retspraksis og tidligere domme. I visse internationale sammenhænge, som i EU-retten, kan der være særlige regler for bevisbedømmelse, der påvirker, hvordan beviser fra forskellige lande kan anerkendes og anvendes.