Autoantændelse

Autoantændelse, også kendt som autoantændelsestemperatur eller autoignitionspunkt, er den laveste temperatur ved hvilken et materiale i luft spontant vil antænde uden en ekstern antændelseskilde som en gnist eller flamme, under bestemte betingelser som tryk, iltindhold og opvarmningshastighed. Egenskaben måles som en temperatur under standardiserede betingelser og betegnes ofte som autoantændelsestemperaturen (AIT).

AIT gælder for både væske- og gasformige brændstoffer samt for visse faste materialer. Den præcise værdi afhænger af prøvets tryk og sammensætning; øvrige faktorer som iltkoncentration, temperaturhastighed og tilstedeværelsen af støv eller forurenende stoffer kan ændre resultatet. Generelt ligger AIT i hundredvis af grader Celsius for de fleste organisk-brændbare stoffer, og værdien kan ændre sig betydeligt ved ændrede betingelser.

I energiformål spiller autoantændelse en central rolle. I dieselmotorer udnyttes høj kompressionstryk til at varme luft-brændstofblandingen tilstrækkeligt til autoantændelse, hvilket muliggør forbrænding uden tændrør. I benzinmotorer prøver man derimod at undgå ukontrolleret autoantændelse (knock) ved at vælge brændstof med høj octanrating, hvilket afspejler større modstandsdygtighed over for autoantændelse.

Sikkerhedsmæssigt er viden om AIT vigtig ved opbevaring og håndtering af materialer, der kan antænde spontant under opbevaring i hulrum eller muldretning i affaldsforhold, som eksempelvis visse olier, klude og kul. AIT bliver ofte brugt som en del af risikovurdering og sikkerhedsstandarder i industrien.