Afskrivningsmetoder

Afskrivningsmetoder er regnskabsteknikker til at fordele anskaffelsesomkostningen ved en langfristet aktiver over den forventede brugstid. Formålet er at spejle værdiforringelsen af aktiverne i resultatet og at give et retvisende billede af virksomhedens finansielle stilling. Valg af metode påvirker årets resultat, bogført værdi og skattemæssige konsekvenser, og valget af metode skal være konsistent og begrundet.

Den mest udbredte metode er lineær afskrivning (straight-line). Her afskrives differencen mellem anskaffelsespris og forventet restværdi ligeligt over aktivets forventede levetid, hvilket giver en konstant årlig afskrivning. For eksempel, et aktiv til 100.000 kr., restværdi 10.000 kr. og levetid 5 år giver 18.000 kr. i årlig afskrivning.

Faldende saldo afskrivning (declining balance) fører til højere afskrivninger i de tidlige år og mindre senere. En variant er dobbelt faldende saldo, hvor afskrivningen udtrykkes som en fast procentdel af bogført værdi hvert år. Fordelen er større tidlig omkostningsførsel, hvilket kan være relevant ved høj initial værdiforringelse.

Summen af årerne-metoden (sum-of-years-ddigits) fordeler afskrivningen således, at større beløb afskrives i de tidlige år og mindre senere, baseret på forholdet mellem restlevetiden og summen af årene.

Enheds- eller produktionsbaseret afskrivning knytter afskrivningen til faktisk brug, f.eks. antal producerede enheder eller timer, og er derfor afhængig af aktivets udnyttelse snarere end tid. Denne metode er særlig relevant for maskiner og køretøjer, hvis slitage er koblet til aktivitet.

Valg af metode afhænger af arten af aktivet, forventet brug og regnskabsmæssige eller skattemæssige krav. I praksis kan virksomheder rapportere forskellige metoder til forskellige aktivgrupper, så længe metoden er rimeligt anvendt og konsekvent.