Afgræsning

Afgræsning er praksis med at lade husdyr som køer, får eller gæs æde græs og anden vegetation på et afgræsset areal. Målet er at sikre tilstrækkeligt foder, samtidig med at marken bevares og produktiviteten opretholdes. Afgræsning kræver planlægning af hvilke arealer der anvendes, og hvornår de hviler.

Der findes flere metoder. Ved kontinuerlig afgræsning får dyrene adgang til det samme område over længere tid. Ved rotationsafgræsning deles marken op i mindre parcel og dyrene flyttes regelmæssigt mellem dem, hvilket giver græsset tid til at vokse og rodnettet at restituere. Andre former inkluderer stripafgræsning og mobafgræsning, ofte med bevægelige eller elektriske hegn.

Fordelene ved afgræsning inkluderer lavere foderomkostninger, bedre jordbundsstruktur, øget biodiversitet og en mere naturlig tilførsel af næring til dyrene. God afgræsning kan også bidrage til kulstofbinding i jord og reducere maskinomkostninger.

Udfordringerne omfatter risiko for overgødning af græssende områder, jordkompaction, og behovet for tæt overvågning af kvæg, får eller andre dyr. Det kræver ofte investering i hegn, vandforsyning og en plan for hvileperioder, så græsset ikke slides ned.

Overordnet er afgræsning en udbredt praksis i landbruget, der kan være økonomisk og miljømæssigt fordelagtig, hvis den gennemføres med tilstrækkelig planlægning og tilpasning til areal, dyretype og klima.