A2ADdækning

A2ADdækning, også kaldet anti-access/area denial-dækning, beskriver et sæt strategier, systemer og operationer udformet for at afskrække eller forsinke en modstanders evne til at komme ind i et geostrategisk område og til at operere frit inden for det. Formålet er at gøre adgang dyr, risikabel og tidsmæssigt længere, således at angriberen møder stærkere forsvar i området. A2ADdækning søger at koncentrere modstanderens omkostninger og risiko, mens den selv opretholder operationel overlegenhed inden for et afgrænset område.

Nøglekomponenter inkluderer lange rækkevidde missil- og våbensystemer (herunder kyst- og landbaserede anti-skibs- og landmissiler), omfattende luftforsvar og sensor-netværk, ubåde og maritime minefelter, overvågnings- og kommunikationsinfrastrukturer samt cyber- og elektronisk krigsførelse. Systemerne kobles sammen i multi-domæne forsvar med integreret ledelse og distribution af ressourcer og sensorinformation.

Anvendelsen er særligt omtalt i relation til regioner, hvor en rivaliserende magt forsøger at afskære adgang til havner, luftrum og territorier, fx i det vestlige Stillehav og i Østersøområdet. Målet er at ændre den operationelle tidsramme for en angriber, øge omkostninger ved åben konfrontation og reducere chancerne for hurtig operationel succes. A2ADdækning kan også påvirke allieredes beslutninger ved at forbedre afskrækkelses- og forstyrrelsesevnen.

Kritik fokuserer på, at udstrakt A2AD-dækning ikke nødvendigvis er en afgørende løsning, er sårbar over for gennembrud og eskaleringsrisiko, og kræver betydelige investeringer i infrastruktur, logistik og kommando- og kontrolstrukturer.