støjfaktor

Støjfaktor, eller noise factor, er en dimensionel parameter som bruges i elektronik til at beskrive, hvor meget støj en enhed som en forstærker eller en modtager tilføjer til et signal i forhold til en ideel enhed uden støj. Den anvendes især i RF‑forstærkere, receivere, filtre og mixere for at vurdere følsomhed og ydeevne i kommunikationssystemer.

Støjfaktoren defineres som forholdet mellem indgangens og udgangens signal‑til‑støjforhold: F = SNR_in / SNR_out. En enhed som tilføjer støj har derfor F > 1. Ligeledes omtales i dB som støjfigur NF = 10 log10(F). Den ideelle enhed har F = 1 (0 dB). Støjfaktoren angiver således, hvor meget af det oprindelige signal‑til‑støjforhold der går tabt efter gennem en enhed.

Måling og fortolkning af støjfaktoren sker typisk ved hjælp af en kalibreret støjkilde og metoder som Y‑faktor, hvor man måler SNR ved to forskellige støjniveauer og beregner F ud fra resultaterne. NF rapporteres ofte i decibel og bruges til at sammenligne enheders støjbidrag. Typiske værdier for RF‑forstærkere ligger omkring 0–3 dB i NF (F cirka 1–2); højere værdier ses i ældre eller specialiserede systemer. Lavere støjfaktor betyder bedre følsomhed og generel ydeevne i kommunikationsudstyr.

Støjfaktoren er tæt knyttet til støjtemperatur og kan også udtrykkes via F = 1 + Tn / T0, hvor Tn er støjtemperaturen og T0 er en reference på omkring 290 K. For design og kedekæder af forstærkere er NF aktuelt en central specifikation, der påvirker hele systemets indsættelsesforfald og rækkevidde.