skabelsesberetningen

Skabelsesberetningen er den bibelske beretning om universets og menneskets skabelse. Den foreligger i første Mosebog, også kaldet Genesis, i Det Gamle Testamente. I jødedom og kristendom fungerer den som en grundlæggende forklaring på Guds forhold til verden, mennesket og skaberværket, og den har haft stor kulturel og etisk indflydelse.

Der er to tilsyneladende forskellige skabelsesberetninger i Genesis. Den første, Genesis 1:1-2:4a, beskriver skabelsen i seks dage. Gud skaber universet og alt liv i en struktureret orden og udsiger, at det er godt. Mennesket skabes sidst, som mænd og kvinder på samme tid, i Guds billede og med befalingen om at herske over jorden.

Den anden fortælling, Genesis 2:4b-25 (og senere kapitler), fokuserer nærmere på menneskets forhold til haven Eden, til dyrene og til Gud gennem navngivning og relationer. Gud omtales som Yahweh Elohim. Her skabes mennesket først alene og gives haven som bolig; senere skabes en kvinde af mandens ribben som ledsager og hjælper. Fortællingen understreger menneskelig relation og ansvar, samt begrebet om kundskab og fristelsen gennem træet af kundskab.

Vigtige temaer omfatter skabelsens orden og Guds suverænitet, menneskets unikke status og ansvar, samt konsekvenserne af ulydighed som illustreret gennem syndefaldet i Genesis 3. Fortolkningerne varierer fra bogstavelig til metaforisk, afhængigt af teologisk tradition og videnskabelige synspunkter. Skabelsesberetningen forbliver central i religiøs identitet og etik og bruges som ramme for senere religiøse lære om menneskets forhold til Gud, hinanden og naturen.