prøvetagningsstørrelsesberegning

Prøvetagningsstørrelsesberegning, også kendt som sample size calculation på engelsk, er en statistisk proces, der bruges til at bestemme det optimale antal enheder eller observationer, der skal inkluderes i en undersøgelse eller et eksperiment for at opnå statistisk signifikante resultater. Formålet er at sikre, at stikprøven er stor nok til at detektere en effekt af en given størrelse, hvis den eksisterer, med en bestemt grad af sikkerhed.

Beregningen af prøvetagningsstørrelsen involverer flere nøglefaktorer. Disse inkluderer typisk et ønsket signifikansniveau (alfa), som er sandsynligheden for at begå en type I fejl (falsk positiv), en ønsket styrke (1-beta), som er sandsynligheden for at detektere en reel effekt (undgå en type II fejl eller falsk negativ), den forventede effektstørrelse, der skal detekteres, og variationen i populationen (ofte udtrykt som standardafvigelse). Hvor stor en effekt man ønsker at kunne påvise, og hvor stor variation der er i de data, man forventer at se, er centrale.

Manglende tilstrækkelig prøvetagningsstørrelse kan føre til, at en reel effekt ikke opdages (lav styrke), mens en for stor prøvetagningsstørrelse kan være ressourcekrævende, dyr og etisk problematisk, især i medicinske studier. Derfor er en korrekt beregning afgørende for effektiv og pålidelig forskning. Formler og softwareværktøjer er tilgængelige til at assistere med disse beregninger.