nærhedssensorer

Nærhedssensorer, også kendt som proximity sensors, er elektroniske komponenter, der registrerer tilstedeværelsen af et objekt uden fysisk kontakt. Disse sensorer udsender et elektromagnetisk felt eller en lysstråle og registrerer ændringer i dette felt eller stråle, når et objekt kommer inden for detektionsområdet. Der findes flere typer nærhedssensorer, herunder induktive, kapacitive og optiske sensorer.

Induktive sensorer detekterer kun metalliske objekter ved at generere et højfrekvent elektromagnetisk felt. Når et metalobjekt nærmer sig spolen, inducerer det hvirvelstrømme, der ændrer feltet og aktiverer sensoren. Kapacitive sensorer kan detektere både metal og ikke-metal materialer. De fungerer ved at måle ændringer i kapacitansen mellem sensorens elektrode og objektet. Optiske sensorer bruger en lyskilde (typisk en infrarød LED) og en modtager til at detektere objekter. De kan fungere ved at sende lys ud og detektere refleksionen eller ved at afbryde en lysstråle.

Nærhedssensorer bruges i en bred vifte af applikationer. I industrien anvendes de til positionering, optælling og detektering af objekter på produktionslinjer. I forbrugerelektronik findes de i smartphones til at slukke skærmen under opkald, i biler til parkeringsassistentsystemer og i automatiske døre. Deres evne til at arbejde uden fysisk kontakt gør dem ideelle til applikationer, hvor slid eller forurening kan være et problem. Valget af sensor afhænger af det objekt, der skal detekteres, miljøforholdene og det krævede detektionsområde.