løvfældende

Løvfældende er et botanisk begreb, der beskriver planter, som mister deres blade årligt i en bestemt sæson, typisk om efteråret i tempererede klimaer. Til forskel fra stedsegrønne arter, der beholder bladene gennem hele året, gennemgår løvfældende planter en kontrolleret bladaffald (abscission), hvilket giver en tydelig sæsonbetonet ændring af træets udseende.

Årsager og mekanisme: Faldet udløses af ændringer i lys, temperatur og vandbalance. Når daglengden bliver kortere og temperaturen falder, ændres plantehormonniveauerne; ætylen spiller en central rolle i at fremme bladfald, og en abscissionszone danner sig ved bladstilkens basis. Dette giver bladet mulighed for at løsne og falde af, ofte sammen med en vis ændring i farve før fald.

Forekomst og eksempler: Løvfældende træer og buske findes primært i tempererede zoner i Europa, Asien og Amerika, men også i tropiske områder med markant sæsonmæssig tørke. Typiske eksempler er eg (Quercus), bøg (Fagus), birk (Betula), ahorn (Acer), lind (Tilia) og elm (Ulmus).

Økologi og betydning: Løvfældningen påvirker økosystemerne ved at skabe sæsonbestemte habitater og ved at bidrage til jordens næringskredsløb gennem løvfald og efterfølgende nedbrydning. Mange løvfældende arter anvendes i landskabsdesign for at give skygge om sommeren og farverige forhold i efteråret.