lægemiddelanvendelse

Lægemiddelanvendelse betegner hvordan medicin anvendes i forebyggelse, diagnose og behandling. Det omfatter valg af middel, dosering, administrationsvej og opfølgning i klinisk praksis. Målet er sikker og effektiv behandling, der tilpasses den enkelte patients behov, værdier og situation i sundhedssystemet. Beslutninger bør baseres på evidens, kliniske retningslinjer og patientens egen information og præferencer.

Indikationer og dosering: Indikationer fastlægges ud fra kliniske retningslinjer og lægens vurdering. Dosering tilpasses individuelt efter alder, kropsvægt, nyre- og leverfunktion samt mulige lægemiddelinteraktioner. Administrationsvejen varierer (tabletter, væske, inhalation, injektion eller topikalt) og afhænger af form og behandlingens mål. Patienten bør få klar information skriftligt og mundtligen om korrekt brug, effekt og varighed.

Sikkerhed og overvågning: Lægemiddelanvendelse indebærer risiko for bivirkninger og interaktioner. Pharmacovigilance-systemer og myndigheders overvågning registrerer og vurderer sikkerhedsdata. Både patient og behandler har ansvar for korrekt brug, rapportering af uønskede virkninger og afbrydelse ved behov. Risikoen skal vurderes løbende og medicin justeres ved behov.

Adherence og rationalisering: God medicinbrug kræver forståelse, gennemføring i hverdagen og regelmæssig opfølgning. Effektiv kommunikation, doseringsforenkling og støtte fra apotek og sundhedspersonale kan øge overholdelsen. Ved polyfarmaci bør unødvendige lægemidler gennemgås og eventuelt fjernes (depreskribering).

Organisering og praksis: Lægemiddelanvendelse kræver tværfagligt samarbejde mellem læger, apotekere, sygeplejersker og patienter. Dokumentation i elektroniske journaler og medicinhåndteringssystemer understøtter sikkerhed, sporing af medicin og opfølgning. Regulering, kvalitetssikring og patientinformation ligger til grund for sikker og effektiv brug af lægemidler.

---