kulstofcyklus

Kulstofcyklussen er et komplekst netværk af processer, der flytter kulstof mellem atmosfæren, biosfæren, hydrosfæren og geosfæren. Den regulerer koncentrationen af kulstofdioxid i atmosfæren og spiller en central rolle for klima og økosystemers funktion.

Reservoirer og fluxer: De største kulstofreservoirer findes i havet, i levende og dødt biomasse, og i geologiske lag som sedimenter og fossile brændstoffer. Kulstof passerer mellem disse reservoirer gennem processer som fotosyntese, respiration, nedbrydning, forbrænding af fossile brændstoffer og geologiske forvitrings- og sedimentationsprocesser.

Nøgleprocesser: Fotosyntese fjerner CO2 fra luften og lagrer det i planter og fytoplankton. respiration og nedbrydning frigiver CO2. Forbrænding af fossile brændstoffer øger CO2-udslip. Geologiske processer som forvitring og sedimentation binder eller frigiver kulstof over lange tidsskalaer. Haven optager CO2 og transporterer noget af det til dybere lag gennem fysiske og biologiske mekanismer (opløselighedspumpe og biologisk pumpe).

Tidsdimensioner og menneskelig påvirkning: Kredsløbet opererer på mange tidsskalaer, fra dage til år i økosystemer og millioner af år i geologien. Menneskelig aktivitet, især forbrænding af fossile brændstoffer, afskovning og ændringer i arealanvendelse, øger atmosfærens CO2 og fremmer havforsuring og klimaændringer.

Observations- og modelværktøjer: Målinger af CO2 i atmosfæren, isotopanalyser og globale klimamodeller anvendes til at spore kilder, sinks og feedbacks i kulstofcyklussen.