koaksialkabler

Koaksialkabler er kabler designet til overførsel af radiobølger og højfrekvente signaler. De består af en central ledning, som er omgivet af et dielektrisk isoleringslag, og denne konstruktion er dækket af en skærm (oftest en kombination af folie og flettet metal) og en ydre kappe. Den centrale ledning og skærmen udgør en konstant impedans langs hele kablet, typisk 50 ohm eller 75 ohm, hvilket hjælper med at minimere refleksioner og tab ved signaloverførsel.

Typiske typer og anvendelser

Almindelige koaksialkabeltyper inkluderer RG-59, RG-6 og RG-11. Forskelle ligger i dæmpning, kapacitans og ydre dimensioner, hvilket påvirker rækkevidde og støjim抵kning. 75 ohm-kabler bruges ofte til kabel-tv og video, mens 50 ohm-kabler ofte foretrækkes i radio- og måleudstyr. Over tid har koaksialkabler været almindelige i kabel-tv-netværk, satellitkommunikation, CCTV og visse instrument- og testapplikationer. Historisk blev de også anvendt i ældre Ethernet-netværk (for eksempel 10BASE2), hvor BNC-controllere og coax blev brugt, før twisted pair blev dominerende.

Connectors og konstruktion

Koaksialkabler forbindes ofte med connectorer som BNC, F, RCA og SMA, afhængigt af applikationen og frekvensområdet. Et godt afskærmet kabel giver høj immunitet over for elektromagnetisk interference og muliggør signaler med lav fasetab over betydelige afstande.

Fordele og begrænsninger

Fordelene inkluderer høj skærmning, lav dæmpning ved korte til mellemlange afstande og evnen til at overføre RF-signaler med lav refleksion ved korrekt impedansmatch. Begrænsningerne omfatter stive eller uhåndterlige kabler ved lange installationer, stigning i tab ved lange afstande og generelt højere omkostninger sammenlignet med visse alternative kabeltyper.