knogleremodelleringen

Knogleremodelleringen er en konstant proces, hvor knoglevæv nedbrydes og dannes på ny for at opretholde knoglestyrke, calciumhomeostase og reparere mikroskader. Processen forekommer i hele livet, men ændres med alder.

Den gennemføres af celler: osteoklaster nedbryder knogle, osteoblaster danner ny knogle, og osteocytter i knoglevævet registrerer mekanisk belastning og formidler signaler. En remodelleringscyklus består af aktivering, resorption, reversering, formation og mineralisering. Resorptionsfasen forbereder plads for ny knogle, og den dannede knogle mineraliseres gradvist.

Regulering: RANKL fra osteoblaster binder RANK på osteoklaster og fremmer resorption; osteoprotegerin hæmmer dette. Hormoner som PTH, calcitonin, østrogen og testosteron samt vitamin D påvirker balancen. Mekanisk belastning via osteocyt-signalering justerer placering og hastighed af remodelleringen i respons på belastning. Alder og sygdomme påvirker tempoet.

Klinisk betydning: Ubalancer giver lav knoglekvalitet og risiko for frakturer, særligt hos ældre. Særlige tilstande inkluderer osteoporose og Pagets sygdom. Målemarkører som CTX og P1NP bruges til at vurdere knogleomsætningen. Behandlinger omfatter anti-resorptive midler (bisphosphonater, denosumab) og anabole midler (teriparatid, romosozumab) der retter balancen og frakturrisici.