intracellulærvæske

Intracellulærvæske, ofte omtalt som intracellulær væske, er den del af kroppens væsker, der findes inden for cellerne. Den udgør omkring to tredjedele af den samlede mængde vand i kroppen og svarer til cirka 28 liter hos en voksen på omkring 70 kg. Resten af kroppens vand findes i ekstracellulærvæsken (ECF), som omfatter plasma og interstitiel væske og samlet cirka 14 liter.

ICF har høje koncentrationer af kalium (K+), magnesium (Mg2+) og fosfat samt en stor koncentration af organiske forbindelser og proteiner. Natrium (Na+) og klorid (Cl−) er markant lavere i ICF end i ECF. Denne ionsammensætning skaber vigtige elektrokemiske gradienter, som er nødvendige for cellulære processer som nervesignalering og muskelkontraktion. Vandbevægelse mellem ICF og ECF styres af osmose og cellemembranens permeabilitet via aquaporiner og iontransportører.

Osmotisk ligevægt opretholdes gennem Na+/K+-pumpen (Na+/K+-ATPasen), som pumper Na+ ud af cellen og K+ ind, og gennem andre transportmekanismer, der regulerer intracellulære koncentrationer. Udvekslingen af vand og opløste stoffer mellem ICF og ECF sker primært ved diffusion og aktive eller vesikulære transportprocesser og påvirkes indirekte af hormonelle signaler, der primært påvirker ECF.

Funktion og betydning: ICF understøtter alle intracellulære processer, herunder metabolisme, energihøst og proteinsyntese, og opretholder de elektrokemiske gradienter nødvendige for nerve- og muskelaktivitet. Kliniske tilstande som hypo- eller hyperosmolaritet kan ændre cellevolumen og vandfordeling mellem compartmenterne, hvilket ses ved vandbalanceforstyrrelser og visse metaboliske sygdomme.