intextkildehenvisninger

Intextkildehenvisninger er korte referencer, der indsættes i selve teksten for at angive, hvilken kilde der understøtter en given oplysning. De gør det muligt for læseren at finde den fulde bibliografiske oplysning i reference- eller litteraturlisten og at bedømme troværdigheden af påstanden uden at måtte søge uden for teksten. Hovedformålet er at synliggøre kildebrug, lette kildeeftersøgning og forhindre plagiat.

Der findes forskellige måder at formidle intextkildehenvisninger på. Den mest udbredte er den parentetiske form, hvor kildeoplysningerne står i en parentes efter sætningen eller citatet, f.eks. (Hansen, 2020, s. 24). En narrativ eller integreret form nævner forfatteren i sætningen, mens året følger i parentes, f.eks. Hansen (2020, s. 24). Ved flere forfattere kan man bruge forskellige regler, som f.eks. (Hansen & Nielsen, 2019, s. 15) for to forfattere, eller (Hansen et al., 2021, s. 8) for tre eller flere.

Valg af stilguide bestemmer detaljer som tegnsætning, rækkefølge, brug af side- eller sidetal, samt hvordan man håndterer flere kilder i én sætning eller et værk med flere årstal. Almindelige stile i akademisk skrivning inkluderer APA, MLA, Chicago og Vancouver, hver med sine regler for et al.-brug, citatlayout og referenceliste.

Praktiske bedste praksisser omfatter at citere direkte citater med sidetal, at citere paraphraser efter behov, og at sikre, at alle brugte kilder har tilsvarende fulde poster i referencelisten. Ved sekundære kilder bør man som hovedregel citere den kilde, man har læst, og angive den sekundære kilde kun hvis det er nødvendigt.