immunhistokjemiske

Immunhistokemi (IHC) er en laboratorieteknik, der anvender specifikke antistoffer til at påvise proteiner i vævssnit. Metoden muliggør lokalisering og karakterisering af proteiner i celler og væv og bruges bredt i diagnostisk patologi og i forskning.

Typisk anvendes formalin-fixed paraffin-embedded (FFPE) væv. Sektioner deparaffiniseres, og antigenretrieval udføres for at frigøre epitoper, der kan være maskeret af fiksering. Antistofferne kan være monoclonale eller polyklonale og anvendes som primære antistoffer eller i detektionssystemer med sekundære antistoffer.

Detektion sker ofte ved enzymatiske reaktioner, hvor et kromogen som DAB giver en brun farvning, eller ved fluorescensmærkning. Efter farvning påføres ofte en baggrundsfarvning som hæmatoxylin for at tydeliggøre vævets arkitektur.

Anvendelserne inkluderer diagnostisk markering af tumorer og immunophenotyping af hæmatologiske neoplasier (for eksempel CD-markører) samt påvisning af infektiøse agenser. Fortolkningen af IHC-resultater kræver vurdering af placering (membranøs, cytoplasmatisk eller nukleær), intensitet og udbredelse; semi-kvantitative scoringssystemer anvendes ofte.

Kvalitetskontrol er central, med positive og negative kontroller og standardiserede protokoller. Begrænsninger inkluderer krydsreaktivitet, ikke-specifik staining, autofluorescens og variationer i præanalytiske forhold. Udviklingen fortsætter mod multiplex IHC, automatisering og digital billedanalyse.