farfeltet

Farfeltet er et begreb i elektromagnetisme og radioteknik, der beskriver den del af rummet omkring en radiokes kilde, hvor de udsendte elektriske og magnetiske felter opfører sig som plane bølger, og hvor feltstyrken falder med afstanden som 1/r. Dette adskiller sig fra nærfeltet, hvor felterne i højere grad indeholder reaktive komponenter og mønstrene ændrer sig med afstand. Nærfeltet omfatter både den reactive nærhed og det radiative nærfelt (Fresnel-zonen).

Grænsen mellem nærfelt og fjernfelt afhænger af kildens største dimension D og bølgelængden λ. En almindelig tommelfingerregel er, at området hvor r > 2D^2/λ betegnes fjernfeltet (Fraunhofer-afstanden). I praksis betyder det, at i fjernfeltet kan felterne beskrives som plane eller næsten plane bølger, hvis strålemønsteret især bestemmes af kilden og er forholdsvis uafhængigt af afstand.

I fjernfeltet er E- og H-felterne vinkelrette på hinanden og på udbredelsesretningen, og felterne beskrives ofte som udstrålende planbølger, hvor energien flyder radially ud fra kilden. Dette gør fjernfeltet særligt relevant til målinger af antenners stråleegenskaber og til udformning af kommunikationssystemer og radarsignaler.

Anvendelser omfatter design af antenner og trådløse kommunikationssystemer, radar, måling af feltstyrker og evaluering af elektromagnetisk kompatibilitet (EMC). Begrebet bruges i tekniske standarder og lærebøger som betegnelsen for fjernfeltet, oversat fra det engelske far field.