epifyserne

Epifyserne er enderne af lange knogler og udgøres af spongiøst knoglevæv dækket af en tynd ledbrusk. De ligger ved leddene og danner ledfladerne mod naboknoglerne samt modvirker belastning gennem bruskens glatte overflade. Hver lang knogle har en proximal (nærmest kroppen) og en distal (tånskrevet) epifyse, adskilt fra diaphysen af en metafyse.

I barndommen vokser knoglerne i længden gennem vækstzonen mellem diaphysen og epifysen, ofte kaldet epifyseskiven eller vækstpladen (physis). Denne bruskezone ossifies senere, og når væksten ophører, fusionerer epifyserne med diaphysen og danner epifyse-linjer. Mange knogler har sekundære ossifikationscentre i epifyserne, som bidrager til deres knogledannelse og vedligeholdelse af leddets overflade.

Epifyserne leverer ledkontakt og absorberer belastninger gennem den ledbrusk, som reducerer friktion og fordeler tryk. Blodtilførsel til epifyserne kommer primært fra epifyse- og metafysearterier, og innervationen er begrænset.

Klinsike aspekter relateret til epifyserne inkluderer skader på vækstzonen, som kan påvirke knoglenes længdevækst. Salter-Harris-frakturer klassificerer vækstplade-frakturer. Slips af caput femorale epifyse (SCFE) og Legg-Calvé-Perthes sygdom (avaskulær nekrose af hoftens epifyse) er eksempler på tilstande, der involverer epifyserne. Ved radiologi fremstår physis som en radiolucent linje hos børn; ved afsluttet vækst ses en epifyse-linje i stedet.