dagsordensdannelse

Dagsordensdannelse er processen, hvorved visse samfundsproblemer og politiske spørgsmål bliver prioriteret og behandlet af beslutningstagere og af offentligheden. Begrebet bygger videre på ideen om agenda-setting, som hævder at medier og andre aktører ikke blot formidler information, men også påvirker hvilke emner der anses som vigtige.

Teoretisk set fremhæver dagsordensdannelsen, at medier, politikere og interessegrupper spiller nøgleroller i at etablere hvordan problemer bliver defineret, hvilke løsninger der anses for legitime, og hvornår de bliver taget op til beslutning. Dagsordenen formes ofte gennem faser som problemopfattelse og problemdefinering, framing og etikettering, aktørernes mobilisering og fremlæggelse af forslag, og til sidst beslutninger og implementering. Mediernes dækning fungerer som gatekeeping og kan påvirke både fokus og prioritet gennem priming og framing.

Dominerende aktører omfatter regering og opposition, folketingets udvalg og partier, interesseorganisationer og erhvervsliv samt journalister og eksperter. Dagsordenen formes i et samspil mellem disse aktører, hvor kampagner, rapporter, vælgerpres og krisesituationer kan flytte opmærksomheden fra et emne til et andet. Nye kommunikationskanaler, særligt sociale medier, ændrer tempo og rækkevidde for dagsordensdannelsen.

Betydning og kritik: Dagsordensdannelsen har stor indflydelse på hvilke forslag der overvejes, hvordan policy bliver formuleret og legitimeret over for vælgerne. Kritik adresserer ofte magtubalancering og risikoen for at særligt dominerende interesser eller medier får uforholdsvis stor indflydelse, mens mindre gruppers synspunkter kan komme i skyggen. Metoder til måling inkluderer analyse af medieeksponering og offentlig debat over tid.