cellemønstre

Cellemønstre refererer til tilbageværende rumlige eller morfologiske mønstre hos celler i biologiske væv eller kulturer. Begrebet omfatter cellernes form og orientering samt deres organiserede arrangement i væv og organer.

I dyre- og menneskeceller ses mønstre som epitheliale lag, kirtelstrukturer, orientering af muskelfibre og neurale netværk. I plantevæv ses mønstre i cellevægge, celleorientering og specialiserede områder som stomata og meristematiske zoner. Ved sygdom kan mønstrene blive uensartede eller ændre sig markant, hvilket ofte hjælper i diagnostik, eksempelvis ved kræft, hvor afvigende vækstmønstre forekommer.

Mønstrene opstår gennem et samspil af genetiske reguleringsprogrammer, vækstmorfogene signalveje, cellekommunikation og mekaniske kræfter. Udvikling, vævsreparation og miljøpåvirkninger kan ændre mønstrene over tid, hvilket giver indblik i vævsdannelse og funktion.

Metoder til studier af cellemønstre omfatter lys- og fluorescensmikroskopi, histologiske farvninger og mere avancerede teknikker som spatial transcriptomics og billedanalyse til kvantitativ beskrivelse af mønstre. Anvendelser omfatter diagnostik i patologi, studier af vævsudvikling i udviklingsbiologi samt design og evaluering i vævsteknologi og regenerativ medicin.

Se også: histologi, cellemorfologi, spatial omik, patologi.