bøjningsmorfemer

Bøjningsmorfemer er de dele af et ord, der markerer grammatiske kategorier ved at bøje ordets form. De ændrer typisk ikke ordets grundform eller dets ordklasse, men giver information om tal, køn, kasus, tid, aspekt, modus og bestemthed. Bøjningsmorfemer forekommer ofte som endelser (suffixer), men kan i nogle sprog være interne ændringer eller mindre affikser.

Eksempler i dansk kan illustrere funktionen. Navneord får bøjet tal og bestemthed: flertalsendelser som -er (bog → bøger) og bestemtheden gennem endelser i slutningen (bogen). Verbbøjninger markerer tid og person: købe → køber (nutid, 3. person), købte (datid). Adjektiver kan også ændre form i overensstemmelse med tal og køn og i nogle tilfælde med bestemthed (stor mand, store mænd; den store mand).

Forskellige sprog afspejler bøjningsmorfemers variation i grammatisk opbygning. I fusionale sprog som latin og russisk kan et enkelt bøjningsmorfem udtrykke flere funktioner samtidig, mens isolerende og især agglutinerende sprog som tyrkisk ofte bruger længere kæder af adskilte morfemer til at udtrykke individuelle kategorier. Bøjningsmorfemer er derfor en kernekomponent i inflectional morphology og bidrager til, hvordan sproget signalerer syntaktiske relationer og grammatiske felter gennem ordets form.

I lingvistik og natur-sprogbehandling spiller kendskab til bøjningsmorfemer en vigtig rolle i lemmatization, parsing og automatisk analysing af ordformer i flersprogede korpus.