antændelighed

Antændelighed er en egenskab ved stoffer, der gør dem i stand til at antænde og fortsætte forbrænding i luft under givne betingelser. Egenskaben varierer med stoffets kemiske sammensætning, tilstand (væske, fast, gas) og miljøforhold. I praksis beskrives antændelighed som, hvor let et stof kan antændes og danne en antændelig blanding med luft, hvilket har betydning for brand- og eksplosionsrisiko.

Vigtige begreber er flammepunktet, autoantændelsestemperaturen og de brændbare grænser. Flammepunktet er den laveste temperatur, hvor en væske afgiver dampe, der kan danne en antændelig blanding i luft under en standard prøvningsmetode. Autoantændelsestemperaturen er den temperatur, hvor stoffet selvantænder uden en ydre tændkilde. De brændbare grænser angiver den laveste og højeste damptæthedsprocent i luft, hvor antændelighed opstår. Disse måleparametre anvendes i sikkerhedsvurderinger og i udarbejdelsen af sikkerhedsdatablade (SDS).

Regulatorisk klassificeres antændelighed ofte i kategorier og mærkning. I EU anvendes CLP-regulativet, som klassificerer flygtige og brændbare væsker og faste stoffer ud fra flammepunkter og andre egenskaber og bestemmer advarsler samt opbevaringskrav. I andre lande benyttes systemer som NFPA-klassificering og andre nationale standarder.

Praktisk betyder antændelighed, at håndtering og opbevaring af materialer følger principper for reduktion af antændelseskilder, god ventilation, korrekt opbevaring og tydelig mærkning samt uddannelse af medarbejdere for at minimere brandfaren og eksplosionsrisici.