Typelængdefelter

Typelængdefelter er en data-encode­ringsmåde, hvor hver enhed i et datasæt repræsenteres som en tredel: en typeidentifikator (type), en længdeangivelse (længde) og selve værdien (værdi). Strukturens formål er at gøre data selvbeskrivende og nemme at udvide, så nye felter kan tilføjes uden at ændre eksisterende parsere.

I praksis læser en parser feltet ved først at identificere typen, dernæst længe- og endelig værdien. Længden angiver hvor mange bytes værdien består af. Forskellige TLV-encodings anvender forskellige metoder til længdefeltet; nogle bruger fast længde på værdien, andre tillader variable længder med korte eller lange længder. TLV-encodings findes i mange standarder og protokoller, især dem baseret på ASN.1, som BER og DER, hvor TLV ofte anvendes til at repræsentere komplekse, nested datastrukturer.

Anvendelser omfatter blandt andet smartkort (EMV), kontaktløse betalingssystemer, NFC-tags, USB-deskriptorer, SNMP og visse LDAP-medi_maps. Fordelen ved typelængdefelter er at data kan parses trinløst og udvides uden at bryde eksisterende felter; de tillader også nesting, hvor et værdifelter indeholder et sæt TLV-elementer.

Ulemper inkluderer overhead fra længdefeltet og den relative kompleksitet i implementering og fejlhåndtering, især ved uventede eller ugyldige længder. Sikkerhedsmæssige bemærkninger vedrører blandt andet bufferadgang, længdeoverflow og misbrugsforsøg. I praksis fastsættes typelængdefelterne i specifikationer, og parsere bør implementeres med klare grænser og validering for at sikre robusthed.