Trækstyrke

Trækstyrke er den maksimale stress, et materiale kan udstå ved træk, uden at briste. Den måles normalt i en trækprøvning og angives som spænding ved brud, typisk i enhederne MPa (N/mm^2). Ved prøver af faste materialer som metaller og polymerer defineres trækstyrken som den største belastning pr. arealenhed, som prøven når før brud.

I en typisk spændings-strain kurve svarer trækstyrken til kurvens højeste punkt. Når dette punkt passerer, begynder necking og belastningen falder. Trækstyrken er ikke det samme som flydestrækstyrken, som er begyndelsen på plastisk deformation.

Trækstyrken påvirkes af materialets sammensætning og mikrostruktur samt temperatur, hastighed af indgivelse, og miljø. Metaller kan have høj trækstyrke gennem varmebehandling og legering; polymerer har generelt lav trækstyrke men høj duktilitet og kan ændre markant med temperatur.

Prøvemetoder og standarder: Trækstyrken bestemmes ved standardiserede trækprøvninger i henhold til ISO 6892-1 for metaller og ISO 527 for polymerer. Prøvetempo og prøvegeometri er fastsat for at sikre sammenlignelige resultater. Resultaterne anvendes i materialevalg, design og kvalitetskontrol, hvor trækstyrke er en vigtig indikator for, hvor meget belastning et materiale kan tåle før brud.

Se også: trækmodul, flydestrækstyrke (yield strength), duktilitet, brudstyrke, sejhed.