Tænderingsstabiliteten

Tænderingsstabiliteten er et begreb inden for forbrændingsteknologi, der beskriver, hvor robust en tændingsproces er til at opretholde en flamme under varierende driftsforhold. Den angiver evnen til at antænde og fastholde forbrænding trods ændringer i temperatur, tryk, brændstofforhold og turbulens i blandingen. Begrebet anvendes særlig i design og evaluering af tændrør, forbrændingssystemer og gasbrændere.

Faktorerne, der påvirker tænderingsstabiliteten, omfatter mængden af tilført tændenergi (minimum ignition energy), luft-brændstof forholdet (ækvivalensforhold), temperatur og tryk i blandingen, varmetab til omgivelserne, turbulensniveau og vægtemperaturer samt geometrien i kammeret. Tilsætning af forureninger eller komplekse flowmønstre kan også reducere stabiliteten ved at ændre den lokale sammensætning og varmeafgivelse.

Måling og indikatorer for tænderingsstabilitet inkluderer minimum ignition energy (MIE), ignition delay time og flammeholdbarhed under ændrede betingelser. I praksis bruges lean blow-off eller flammeudsluk som en måde at karakterisere stabilitet. Forsøg kan udføres i laboratorie- eller motoriske miljøer for at kortlægge stabilitetsgrænserne.

Betydningen af tænderingsstabilitet ligger i sikkerhed, effektivitet og driftssikkerhed. En høj stabilitet muliggør pålidelig opstart og vedligeholdelse af forbrændingen under varierende belastning og omgivelser. Designstrategier til forbedring omfatter optimering af tændenergi, tilstrækkelig blanding og forudopvarmning, valg af passende konstruktionsmaterialer og styring af temperatur- og trykforhold.

Se også: flamme-stabilitet, tændingsfremdrift, forbrænding.