Solcellemoduler

Solcellemoduler er en enhed, der omdanner solens stråler til elektricitet gennem den fotoelektriske effekt. De består af mange individuelle solceller samlet i en plade og forbundet, således at spænding og strøm kan kombineres til et brugbart driftsoutput. Modulens konstruktion beskytter cellerne mod vejr og mekanisk påvirkning og gør dem velegnede til udendørs installation.

De mest almindelige solcellemoduler bygges omkring siliciumbaserede celler. Markedet domineres af to celletyper: monokrystalinske og polykrystalinske siliciumceller. Monokrystallinske celler giver normalt højere effektivitet og bedre performance ved høj temperatur, mens polykrystalinske celler ofte er billigere at producere og kan have lavere effektivitet. Der findes også tynde-filmmoduler, men de udgør en mindre andel og har typisk lavere effektivitet, men kan være fordelagtige i specifikke applikationer.

Et typisk modul består af frontglas, EVA- eller andet encapsulantmateriale, solceller, bagbeklædning og en aluminiumsramme. På bagsiden findes normalt en kabel og en beskyttende junctionbox med bypassdiode(r) for at reducere effekttab ved skygge. Modulerne opfylder forskellige standarder og tests for ydeevne og sikkerhed, fx IEC 61215 for crystalline silicon-moduler og IEC 61730 for sikkerhed.

Effektivitet og levetid varierer, men moderne moduler ligger ofte i området 15-23% effektivitet. Garantiordninger omfatter typisk 25 år eller mere med forventet effektretentionsgrad omkring 80-90% af den første ydelse efter dette tidsrum. Kemiske og miljømæssige påvirkninger som temperatur, solindstråling og skygge påvirker modulets output over tid.

Solcellemoduler bruges i hus- og erhvervsinstallationer og danner grundlaget for solcelleanlæg i serie- og parallelforbindelser, ofte sammen med en strømomformer (inverter) og stole på korrekt placering, vinkling og vedligeholdelse for optimal ydelse. Ved endt levetid kan moduler genanvendes eller materialer genanvendes i ny produktion.