Primærspændingen

Primærspændingen, eller primærspændingen på dansk, er den spænding der påføres primærviklingen i en generator eller en transformer. Den primære vikling er input-siden hvor kilden forbindes, og den sekundære vikling er output-siden som leverer den transformerede spænding til belastningen. I en transformer bestemmes forholdet mellem primær- og sekundærspænding af viklingernes antal vindninger.

I en ideel transformer følger forholdet mellem spændingerne turnsforholdet: Vs ≈ Vp · (Ns/Np). Strømforholdet følger også fra effektbalancen: Vp·Ip ≈ Vs·Is, hvilket betyder at primærstrømmen falder med stigende sekundærstrøm i forhold til antal vindninger. Realistiske transformatorer har dog tab i form af kerne- og kobber tab samt spredt impedans; der forekommer også en magnetiseringsstrøm, der findes selv uden belastning.

Primærspændingen er normalt en sinusformet AC-spænding ved den designede frekvens (typisk 50 Hz eller 60 Hz). Den maksimale tilladte primærspænding er knyttet til kernen og det valgte fluxniveau: Vp = 4.44 · f · Np · Φmax for en sinusformet flux i et rum tilpasset kernen. Overstiger man denne grænse, kan kjernen nærme sig mætning og tab øges markant. I mønter som autotransformere eller separate regulatorer kan der være tap eller zunehmende spændingsvalg.

Sikkerhed og anvendelse: Anvendelse af DC på en transformator er normalt uhensigtsmæssig, da konstant flux kan mætte kernen og forårsage overophedning. Primærspændingen skal derfor holdes inden for den nominelle værdi for at sikre korrekt ydelse og levetid.