Pantsætning

Pantsætning er en juridisk betegnelse for at stille et aktiv som sikkerhed for en gæld. Når noget pantsættes, får kreditor en ret til at få dækket sit tilgodehavende, hvis debitor ikke opfylder sine betalingsforpligtelser. Pantsætning bruges for at gøre låntagningen tryggere for långiveren og er en central del af kreditgivningen i både privat og erhvervslån.

Der findes to hovedformer af pantsætning. Realpant, ofte betegnet tinglyst pant, vedrører fast ejendom og kræver registrering i de relevante registre, således at pantets rettigheder gør gældende over for andre kreditorer. Pant i løsøre omfatter f.eks. biler, værdipapirer eller andre fysiske genstande og kan etableres ved en aftale eller gennem særlige pantbreve. For realpant fastlægger registreringen i tingbogen eller tilsvarende offentlige registre pantets rang og fortrinsret.

Oprettelse og virkning kræver typisk en skriftlig aftale, der beskriver den pantsatte genstand, lånebeløb og betingelser for tilbagebetaling. Ved realpant gennemføres en registrering, hvilket fastlægger prioriteterne blandt kreditorer. Ved misligholdelse kan kreditor kræve pantsætningen realiseret gennem salg af den pantsatte ejendom eller anden tvangsforanstaltning i overensstemmelse med gældende regler. Debitor får normalt ikke afstå ejerskabet, medmindre pantet realiseres; ved fuld indfrielse fjernes pantsætningen og registreringen annulleres.

Pantsætning er reguleret i panteloven og øvrige relevante love og anvendes bredt som sikkerhed i lånevilkår og kreditpakker.