Minimumsbåndbredden

Minimumsbåndbredden er den laveste datahastighed, som en netværksforbindelse eller tjeneste forpligter sig til at levere over en given tidsperiode. Den er ofte fastsat i en serviceaftale (SLA) eller i netværksstandarder og fungerer som en garanti for det mindst mulige kvalitet-niveau i forbindelse med, at kritiske applikationer er i brug.

Den adskiller sig fra den gennemsnitlige båndbredde ved ikke nødvendigvis at være lig med den observerede gennemsnitlige hastighed, men repræsenterer et bundniveau, som forbindelsen ikke må falde under. Minimumsbåndbredden kan angives som en fast hastighed (f.eks. 50 Mbps) eller som en procentdel af den konfigurerede kapacitet og måles typisk over et målevindue på f.eks. 1–5 minutter.

Anvendelserne af minimumsbåndbredden er mangfoldige. I hjemmet og i erhvervslivet kan den være vigtig for tjenester, der kræver konstant throughput, som videokonferencer eller videoafvikling. I mobilnetværk og bredbånd beskriver den, hvor stabil servicen er under belastning. I datacentre og netværksbackbones bruges den til at sikre SLA-niveauer mellem servere og netværkskomponenter og til at planlægge kapacitet.

Faktorer, der påvirker minimumsbåndbredden, inkluderer fysisk linkkvalitet, netværksbelastning, trafikformning og QoS-politikker, samt om forbindelsen er bursty eller dedikeret. Målemetoder kan variere, og resultater afhænger af målevindue og testværktøjer.

Forståelse af minimumsbåndbredden er central i kontraktlige forhold, netværksdesign og ydelser, der kræver forudsigelig dataoverførsel, samt i sammenligninger af tilbud og forventninger mellem kunder og udbydere.