Lægeudredning

Lægeudredning er den systematiske undersøgelse, som en læge gennemfører for at afklare symptomer, fastlægge diagnose og vurdere en persons helbred og funktionsevne. Udredningen kan foregå i almen praksis, på hospitaler eller i specialiserede klinikker og kan være initiativet af patienten selv, af en behandler eller af myndigheder og forsikringsselskaber.

Formålet er at give et helheds billede af patientens sundhedstilstand, identificere eller udelukke mulige diagnoser, vurdere behov for behandling og opfølgning, og i nogle tilfælde afgøre arbejdsevne eller behov for støtte og ydelser. Udredningen tilrettelægges efter kliniske behov og kan variere mellem patienter og tilstande.

Den kliniske proces omfatter typisk anamnesen (patientens sygdoms- og symptomhistorie), en objektiv undersøgelse og målrettede undersøgelser som laboratorieprøver, billeddiagnostik og funktionelle tests. Udredningen resulterer i en diagnostisk plan, en liste over differentialdiagnoser og en plan for videre forløb, herunder behandling, henvisninger eller observation.

Der findes nationalt vejledende retningslinjer og faglige standarder, som styrer, hvilke udredningsområder der bør overvejes i forskellige kliniske billeder. Dokumentation i journalen er central, og der lægges vægt på samtykke og fortrolighed samt inddragelse af patienten i beslutningsprocessen. Lægeudredning kan føre til entydig diagnose og behandlingsplan eller være uafklaret og kræve yderligere undersøgelser eller opfølgning.